Hvilke maskiner må jeg ikke arbejde med?
Hvis du er under 18 år, må du ikke arbejde med følgende maskinelt drevne tekniske hjælpemidler:
- Maskiner med hurtigtgående skærende værktøj, som fx rundsave, klippe- og skæremaskiner, fræsere, afrettere, tykkelseshøvle, drejebænke til metal, træ og lignende, pålægsmaskiner og boremaskiner med borepatron til mere end 13 mm bor.
- Maskiner med farlige stempellignende bevægelser, som fx mekaniske, hydrauliske og pneumatiske presser, stansemaskiner, betonvaremaskiner, plastsprøjtemaskiner, støbemaskiner, tøjpresser, halmpresser og affaldspresser herunder papballepresser.
- Maskiner med åbne valser eller snegle som fx offset trykkemaskiner, strygeruller til tøj og snegletransportører. *
- Blande-, male-, knuse-, hakkemaskiner og lignende maskiner, som fx afsværingsmaskiner, rivemaskiner, centrifuger, røremaskiner, dejæltere og kødhakkemaskiner.*
- Motorkædesave, motorrydningssave, buskryddere og motorhækklippere.
- Søm- og boltepistoler med undtagelse af sømpistoler til hæfteklammer med en masse på højst 0,3 g.
- Apparater til rengøring, maling, rustbeskyttelsesbehandling eller lignende med et arbejdstryk på over 70 bar (7MPa).
Hvis du er under 18 år, må du ikke arbejde med følgende traktorer, motorredskaber m.v.:
- Traktorer, selvkørende mejetærskere og traktorer med jordfræsere, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør, herunder til- og frakobling af vogne, maskiner og redskaber med kraftoverføring.
- Traktorer, som er forsynet med spil, læsse- eller graveaggregater eller med speciel løfteanordning, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
- Grave- og læssemaskiner, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
- Motorredskaber, som man sidder på, fx industritruck, palleløftere, gaffelstablere, gaffeltruck, fejemaskiner, rengøringsmaskiner, jordfræsere, plæneklippere og sneslynger, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
- Skovningsmaskiner, herunder kompostkværne og flishuggere samt høstmaskiner, som fx bugserende mejetærskere, finsnittere, grønthøstere og slåmaskiner.
- Motorredskaber med bearbejdende dele, som føres af gående, som fx feje- og rengøringsmaskiner, jordfræsere, motorplæneklippere og sneslynger.
Hvis du er under 18 år, må du ikke arbejde med følgende maskinelt drevne løfteanordninger eller transportører:
- Elevatorer, som ikke er trykknapstyrede, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
- Kraner og andre løfteredskaber og spil, herunder løfteredskaber til brug for handicappede, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
- Mobile personløftere og arbejdsplatforme, hængestilladser, bagsmækløftere, spil og slæbeskovle, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
Hvor får jeg mere info?
Listerne er taget fra Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1049.
Listerne er lange, men det er ikke alle maskiner, der står på listerne. Hvis du mangler svar på, om du må bruge en bestemt maskine, kan du altid kontakte Jobpatruljens hotline på 80 24 10 10 eller Arbejdstilsynets callcenter på 70 12 12 88.