Hvor lang tid skal der gå mellem dine vagter?

Læs mere om hvor mange timers hvile du som minimum skal have fra, du holder fri, og indtil du møder på arbejdet igen.

Der findes regler for, hvornår på døgnet du må arbejde, og hvor mange timers hvile du som minimum skal have fra, du holder fri, og indtil du møder på arbejdet igen.

Hvis du er 13-14 år

Hvis du er 13-14 årige og ikke har afsluttet 9. klasse skal du have en sammenhængende hvileperiode uden arbejde på mindst 14 timer, og du må ikke arbejde i tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6.

Enkelte regler kan dog fraviges. hvis du deltager i kulturelle eller lignende aktiviteter, så længe det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Hvis du er 15-17 år

Hvis du er 15-17-årige og ikke har afsluttet 9. klasse skal du have en sammenhængende hvileperiode uden arbejde på mindst 14 timer, og du må ikke arbejde i tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6.

Har du afsluttet 9. klasse skal du have en sammenhængende hvileperiode uden arbejde på mindst 12 timer i døgnet. Du må ikke arbejde i tidsrummet mellem kl. 22 og kl. 6 eller mellem kl. 23 og kl. 7. Der gælder dog enkelte undtagelser fx må du gerne assistere ved forestillinger i teatre indtil kl. 24.