Må man være alene på arbejde?

Hvis du er under 18 år, må du som udgangspunkt ikke stå helt alene på dit arbejde. Men der kan være nogle undtagelser, som kommer an på, hvor og hvornår du arbejder. Læs mere her.

Hvis du er under 18 år, må du som udgangspunkt ikke stå helt alene på dit arbejde. Der skal nemlig være en voksen over 18 år, som holder tilsyn og kan hjælpe dig, hvis der opstår noget.

Det betyder ikke nødvendigvis, at personen skal stå lige ved siden af dig hele tiden. Men der skal være en voksen til stede, som kender arbejdet og har ansvar for at hjælpe dig, hvis du får brug for det.

Det er din chefs ansvar – ikke dit.

Her må du ikke arbejde alene

Der er særlige regler, hvis du arbejder i fx:

  • kiosk
  • bager
  • grillbar
  • tankstation
  • netcafé
  • små butikker

Her skal der som regel være en voksen sammen med dig:

  • efter kl. 18 på hverdage
  • efter kl. 14 i weekender og på helligdage

Reglerne findes for at passe på unge medarbejdere – især hvis der kan opstå utrygge eller farlige situationer.

Hvis du arbejder i et storcenter

Hvis du arbejder i et storcenter med fx vagter eller anden sikkerhed, må du i nogle tilfælde godt arbejde alene i butikkens åbningstid:

  • indtil kl. 20 på hverdage
  • indtil kl. 20 i weekender og på helligdage