Jobpatruljen er en oplysningskampagne, der har til formål at sikre unge mellem 13 og 17 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet. Vi taler med de unge – og ofte også arbejdsgivere – om løn, sikkerhed og rettigheder på arbejdspladsen. Hver sommer er vi ca. 250 unge, der besøger ca. 10.000 arbejdspladser landet rundt og taler med mere end 3.000 unge med fritidsjob.
Jobpatruljen er en vigtig politisk spiller inden for området – ikke i partipolitisk henseende – men som en aktiv bevægelse, der vil sikre unge bedre forhold på deres arbejde. Derfor er frivillige i Jobpatruljen aktivister.